Stem for dit vandmiljø og din sundhed

Billedtekst:
Spildevandselskaberne på Djursland har stor indflydelse på vandmiljøet, og hvordan et opsamlingsbassin til regnvand fx skal se ud. Det her er fra et bassin i Ørsted, der samtidig er blevet et rekreativt område. Med din stemme kan du også få indflydelse. Foto: AquaDjurs.

Fra 5.-18. marts 2018 er det digitale valgsted åbent for afgivelse af stemmer. Og der er mange kandidater at vælge mellem. 

Stor interesse for at stille op
De to selskaber har valgt at afvikle valget på samme tid, så de har kunnet annoncere sammen og være mere synlige. Det har givet flere kandidater end sidst. AquaDjurs A/S, der er ejet af Norddjurs Kommune, har fået 11 kandidater, mens Syddjurs Spildevand A/S, der er ejet af Syddjurs Kommune, har fået 10. 
- Jeg synes, det er rigtig godt, at der er så mange, der har lagt billet ind på at blive en del af bestyrelsen i AquaDjurs. Det viser, der er blevet mere interesse i samfundet om vigtigheden af vand og håndtering af spildevand, siger direktør for AquaDjurs Palle Mikkelsen. 

Og de opstillede er:
Hver af de to bestyrelser skal have valgt to kunderepræsentanter ind foruden to suppleanter. Man kan læse om kandidaternes kompetencer, holdninger og ønsker til selskabernes drift og strategi på den digitale valgportal via selskabernes hjemmesider.  

De opstillede kandidater for Syddjurs Spildevand A/S er: Torben Sloth Lave fra Rønde, Henrik Degnbol fra Ryomgård, Hans Christian Baltzer fra Ryomgård, Jan Baarup Jensen fra Ebeltoft, Marianne Als Nielsen fra Knebel, Byrial Dalsgaard fra Rønde, Flemming Hansen fra Mørke, Per Christiansen fra Ebeltoft og Knud Erik Frederiksen fra Rønde og Jakob Rauff Baungaard fra Mørke.

De opstillede kandidater for AquaDjurs A/S er: Carsten Enemark fra Auning, Max Varnum Pedersen fra Grenaa, Morten Dueholm fra Auning, Bjarne Bøhl Pedersen fra Grenaa, Jytte Schmidt fra Vivild, Birgitte Christiansen fra Grenaa, Peter Wilhelm Malbæk fra Grenaa, Helle Ringberg fra Grenaa, Jens Borgaard Jensen fra Grenaa, Mogens Kristensen Hvid fra Hevring og Helle Hegelund fra Knebel. 

Stem online
Du skal være kunde (eller i Norddjurs bruger) for at kunne stemme, og der er kun en stemme pr. husstand/virksomhed, så det gælder om at komme først, hvis I er flere stemmeberettigede. Valget foregår via dit selskabs hjemmeside, enten www.aquadjurs.dk eller www.syddjursspildevand.dk. Du skal bruge NemID, som automatisk registrerer, om du er stemmeberettiget, og om der evt. er nogen fra husstanden, der har stemt før dig. 

Hvis man ikke selv har en computer, kan man møde op på vandselskabets adresse eller låne en computer på de fleste biblioteker. 

FAKTA:
•    Syddjurs Spildevand A/S håndterer og renser spildevand i Syddjurs Kommune.
•    AquaDjurs A/S håndterer og renser spildevand i Norddjurs Kommune og er desuden en del af Vandsam,
     der leverer rent vand til omkring 4.000 kunder i den vestlige del af Norddjurs Kommune.