Nye takster på vand

AquaDjurs har fra 2021 sat prisen på en kubikmeter vand ned fra 16,72 kroner til 14,85 kroner. Til gengæld har vi sat det faste bidrag op fra 650 til 913,75 kroner pr vandmåler (Qn 2,5). Alle priser er inklusive moms og statsafgifter.

Det nye faste bidrag svarer bedre til de basisudgifter, vi har til at sikre vandets kvalitet og forsyningssikkerheden. 

De nye priser betyder, at den samlede regning bliver billigere for kunder, der bruger meget vand, og lidt dyrere for kunder, der bruger meget lidt vand – f.eks. i sommerhuse. Her er to priseksempler:

•Et sommerhus, der bruger 50 kubikmeter vand om året, vil få en prisstigning på 170 kr. pr år.

•En lille helårs husstand, der bruger godt 100 kubikmeter vand om året, vil få en prisstigning på 70 kr. pr år.

En typisk familie på fire vil formentlig ikke mærke nogen forskel på den samlede pris. 


Ny prisstruktur skal fastholde lave priser

Formålet med de nye takster er, at vi gerne vil fastholde og tiltrække storforbrugere som kunder. Det er især landmænd og virksomheder, som, med deres store forbrug af vand, er med til at holde prisen nede for alle kunder. 

Hvis virksomheder og landbrug får lov til at etablere egen vandboring, vil det blive dyrt for alle AquaDjurs’ kunder, hvis virksomhederne forlader fællesskabet. Det kan nemt komme til at koste 20% ekstra. 

Det er altså vigtigt for alle vandkunder i AquaDjurs, at vi holder på de store kunder. 

Ud over, at forholdet mellem det faste bidrag og vandtaksten er ændret, giver vi også de store kunder en rabat på forbrug over en vis mængde. Forbrug over 500 kubikmeter udløser 20% rabat, mens forbrug over 20.000 kubikmeter udløser 60%. 

En kunde, der bruger 10.000 kubikmeter vand om året, vil opleve en samlet besparelse på 18.486 kroner om året.